Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2010 => Uge 48
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2010-12-05 Ikke alle søndage er perfekte

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Der var adventsgave til ungerne, Frida kom hjem kold og våd (helt som det skal være efter en spejderlejr i sneen) og det var søndag. Det kan kun gå godt, ikke? Desværre slog mørketiden, begyndende julestress, træthed over huskiggeri og alle de andre ting igennem, så der var en del vrisseri og modløshed. Tante Anne kiggede forbi og snakkede, men det blev mest med de voksne, så ungerne prøvede at få opmærksomhed, hvilket generede de voksne. Det var såmænd ikke fordi alting var håbløst og det blev alligevel til en halv times råhygge i sofaen foran julekalenderen, men det ville snart være rart med ferie.

-1303_MekanoHelikopter

Næsten helikopter

-1356_GudTilFar

Fra den søde datter

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2010-12-04 Hussagaen afsnit 87

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Far kørte Frida til spejderweekend og mor fulgte Sigurd over til en klassekammerat, hvorefter de børnefri forældre kunne koncentrere sig om huskiggeri. De havde nølet med sidste hus (det med garagerne) og det er nu under salg til anden side. Fair nok - der var grund til nøleriet. Dagens kiggeri var lidt alternativt: En familie i Risvangen overvejer at sælge deres hus og Hanne & Toke havde opsnappet dette, så Hanne (hende med peopleskills) havde ringet og aftalt et besøg hos dem.

Huset har en stueplan på kun 93 m², men en helt tør kælder med udmærket loftshøjde på ca. samme størrelse. Det har brændeovn og stort spisekøkken. Det vil kræve opsætning af nogen vægge i kælderen til et par børneværelser og en udvidelse af vinduesstørrelserne dernede for at kunne bruges, men hvis det ellers er det eneste der skal ordnes, er det jo overskueligt. Taget er nu fra 1955, så der kan godt være noget. Huset ligger rigtig godt, hvilket betyder ved en af de stille veje midt i området.

De nuværende beboere er ikke helt afklarede med om de vil flytte, men virkede nu ret parate til det. Det var et lidt spøjst besøg: Det tog 2½ time, hvoraf mindre end 1 time blev brugt på hussnak. Resten var ren hyggesnak. De var nu vældig flinke så bortset fra at Toke gerne ville have lidt mere konkrethed over sagerne, var det helt i orden.

-1159_1_FridaSneNissehue

Nisser i sneen

-1428_HanneSneHus

Huskig

Skriv en kommentar
 

Fredag 2010-12-03 Hvem stjal sneen?

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Endnu en snemorgen, endnu en cykeltur for fuld fart med en slæde med hujende unge efter sig. Hvis ellers ikke en eller anden skovl havde gjort sit arbejde alt for godt. De fleste af cykelstierne mod skolen var ryddet helt ned til asfalten, så en eventuel slædekørsel ville hurtigt blive til sædekørsel. Øv.

-1953_FridaArmbaand

Lys

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2010-12-02 Julestue II

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Nogen initiativrige beboere i Økohuset havde arrangeret julestue i fælleshuset. Sigurd tog derover med nabopigen og Sigurd lod sig modstræbende overtale. Han fandt nu hurtigt sammen med en mængde æbleskiver og en flok hujende børn han kunne lokke med til bordhopning, så det var en stor succes.

Hanne bliver stadig rundere og har fået for vane med at tage en halvlur når hun kommer hjem fra arbejde. Alt går glimrende, både ifølge hende selv og sidste kontrol hos lægen. Eksperiment #3 har opgraderet fra spark til mosling, så der er vældig gang i den lukkede hoppeborg.

-1603_SigurdKaelkTaske

Træthed

-1651_2_SigurdPopcornFlormelisSyltetoej

Optankning

-1744_SigurdHop

Energi

-2132_1_NissefroeAfSigurd

Julefrø

-2132_2_AlienAfSigurd

Alien?

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2010-12-01 Første december

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Ungerne var i fuld julemode hele dagen. Sigurd sang julesange og de havde scoret en mængde julekalendre, gående fra hjemmetegnede til pakkekalender fra bedstemor. For lige at gøre det helt perfekt vandt Sigurd en pakke fra klassens pakkekalender i skolen.

Mor kom lidt sent hjem, men havde til gengæld et maleri med fra arbejdts kunstforening. Sigurd og Toke var noget skeptiske overfor det, mens Frida godt kunne lide det. Hanne havde nok forventet en mere positiv tilkendegivelse og spurgte Toke om der var noget kunst han kunne lide, der ikke var tegneserier. Toke spekulerer stadig.

-0712_2_SigurdFridaJulekalendre

Stur stur morgen

-1805_FridaChokoladekalender

Klar til chokolade

-1955_SigurdForfrysning_E

Vinterskrammer

-2133_FridaSMS

At snakke med sine børn

-2144_RoedRacerbil

Sigurd: Hvorfor maler man sådan noget? Hvorfor gør man sig ikke umage?

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2010-11-30 At lege sammen

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Det var en af de der dage hvor børnene var søskende på den overharmoniske måde. De hyggede sammen fra morgen til aften og Frida trak Sigurd hjem fra skole på slæden.

Note to self: Sigurd sover ikke så godt når man har spillet zombiespil med ham om aftenen.

-0756_FridaSigurdTaeppeMobiltelefon

Morgenleg

-1720_2_Vendespil_Collage

De 5 elementer: Gift, mørke, luft, ild og nut

Skriv en kommentar
 

Mandag 2010-11-29 Vintergang og ostehaps

Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.

Frida tog til gymnastik med en veninde, som hun plejer at gøre om mandagen. Far kunne ikke helt forstå hvorfor de skulle hentes, når de selv kunne gå derhen. Men han har lært at man ikke skal bore for meget i nogle af de uforståelige ting. Tøserne blev troligt afhentet og Fridas veninde underholdt på hjemturen med en aldeles skrækkelig for-sjov-mobning af Frida fordi hun ikke spiller goSupermodel. Far lovede højtideligt Frida at sende hende på kostskole hvis hun begyndte at opføre sig på den måde. For-sjov-mobning er nu ikke noget nyt - pigerne har ved flere lejligheder leget legen og et par gange er det også kammet over så de er blevet kede af det. Det antages at de træner til at blive teenagere.

Sigurd har gennem flere år været forfalden til Lillebror Ostehaps, der er aldeles smagløs i mere end én forstand. I dag foretog han en kovending og guffede et par stænger Ægte Ost i sig, hvorefter han bad om at få det med på madpakken. Der er håb endnu!

-1618_1_LampeVaegSneIstapper

Aften om eftermiddagen

-1622_1_FridaIstap

Ufokuseret istapspisning

-1838_FridaNeglelakDoerSne

At påføre neglelak

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->