Søndag 2010-11-21 Dagens huskiggeri
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Der blev cyklet hen til søndagens huskiggeri. Det var fint at prøve og det kunne godt mærkes at skolevejen fra det potentielle hus er noget længere end den fra Økohuset. Trafikmæssigt er den nu fin og Frida og Sigurd ville kunne køre alene i skole.
Selve huset så glimrende ud og kælderen var tør. På et tidspunkt har det boet en familie med 4 børn i det og der var en god følelse af plads. Kælderen var fantastisk bierstube-70'er-kitchet med sauna, bar, barstole, orange og grønne glaslamper og 4 stole lavet af øltønder. At stuen så også var i 70'er-stil må man tage med - en god gang afpudsning og nogen spande hvid maling ville være på sin plads. Det største minus var køkkenet der var temmelig lille og med dårlig adgang til stuen. Det er en lidt større operation af få åbnet hul i væggen mellem de to rum da den er bærende.
Århus Kommune var i gang med at undersøge grunden for forurening. Det er muligvis en god nyhed, da det kan medføre at de graver det hele op og oprenser det eller kører det væk. Eftersom grunden er helt dækket af fliser ovenpå (formodentlig) stabilgrus og med 5 garager, kunne det spare en større nedrivningsomgang.
Som med nummer 73 er største problem placeringen. De kræsne forældre vil gerne bo lidt længere nordpå på en af de mere stille veje. Der er meldt fortsat interesse til ejendomsmægleren og afgørelsen for om det gived bud eller ej er udskudt til der kommer en melding på oprensningsprojektet. Det burde ske om 1-2 uger.
Sigurd: Far, hvordan laver I egentlig en lillesøster?
Far: Jeg stikker min tissemand ind i mors tissekone
Sigurd: Nej, fortæl nu det rigtige!
Herpå fulgte en nærmere udredning som Sigurd tydeligvis ikke hørte alt for godt efter: Han var stadig ved at processere den groteske situation han først fik beskrevet.
Lørdag 2010-11-20 En tur på Hogwarts
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Frida var til det helt store Harry Potter-eventyr i dag. Der var arrangeret en tur til Hogwarts for spejderne så hun tog afsted i 7 timer. De fik spillet quidditch, arbejdet med sjældne dyr, brygget miksturer og spist festmiddag. Fridas hold vandt, men det var svært helt at fange hvordan og hvad for hun havde to veninder med hjem og alting foregik i højeste gear. De to veninder blev til aftensmad og overnatning, stadig med speederen helt i bund. Det blev håndteret ved at have dem oppe i stuen til aftensmad og til aftenfilm, mens de blev forvist til Fridas værelse resten af tiden.
Sigurd brugte dagen på at se Bionicle 4 (3 gange) og tage på indkøb med mor. Mor brugte dagen på at sove og tage på indkøb med Sigurd. Far brugte dagen på at nørde.
Fredag 2010-11-19 Vinterdæktid
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Far var en tur forbi QuickPot i Århus C i går for at få vinterdæk på bilen. De skulle dog først skaffes hjem, så dagens udflugt blev en far-søn-tur til værkstedet. På tøsefrie ture kan man høre høj musik i bilen og når man derefter kan stå og snakke biler og fælge omgivet af nusset twist og trykluftdrevne maskinerfår testosteronspejlet lige et nøk opad.
Det viste sig at QuickPot ikke havde kunnet skaffe hverken jernfælge eller de ønskede dæk, så de opgraderede uden beregning til alufælge og Michelin Alpin A3, som Internettet fortæller er glimrende (A4 er vist toppen af poppen i år). Værkstedsmanden brugte også nogen minutter på at kontrollere forlygterne, uden at tage noget for det. Med det antal kedelige værkstedsoplevelser Toke har oplevet i baghovedet, var det behageligt overraskende med den form for service.
Torsdag 2010-11-18 Musical på skolen
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Der var musical på skolen om aftenen og begge unger var meget opsat på at se forestillingen igen (de havde allerede set den en gang i skoletiden). Som forældre er det naturligvis ganske utilgiveligt at sidde et sådant ønske om kultur overhørigt, så de voksne mandede sig op og alle tog afsted.
Det viste sig at være en glimrende ide. Det var 7. klasse der stod for det og det hele, incl. musikken, var lavet af børnene selv. Det virkede rigtig godt og havde flere meget grinagtige indslag, såsom en video af et par hjernedøde wannabe-nørdepiger i elvertøj på jagt efter pizza i Skejby Centret. Skuespillerne var meget engagerede, hvilket nok hænger sammen med at de selv havde skrevet stykket.
Onsdag 2010-11-17 Det der med at gå i stå
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Sigurds sløvhed på cykel er praktisk talt forsvundet. Det sker selvfølgelig at han er lidt bagefter, men langt størstedelen af tiden trampes der friskt i pedalerne. Tak for det. Til gengæld har han intensiveret det med at gå i stå om morgenen og har tillagt sig lignende adfærd ved borddækning. Borddækning (4 tallerkener, 4 glas, 4 gafler & 4 knive) kan meget vel tage rigtig lang tid med større ophold midtvejs, hvor der protesteres over uretfærdigheden i at skulle dække bord og hvor der forsøges forhandlet alternativer. Forældrene er med klassisk voksenondskab blevet enige om at der er en god morale i pligten skal gennemføres uden hjælp.
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Sigurd tog hjem til en klassekammerat efter skole. Der kom også et tredje barn med (en pige) og det virkede rigtig godt. Moderen meldte godt nok at de havde brugt ret lang tid på at lede efter Sigurds strømper inden afgangen fra skolen, hvortil Toke kunne svare at han ikke går med den slags for tiden. Sigurd havde godt nok sagt det til hende, men han var tydeligvis ikke blevet anset for at være en pålidelig kilde.
Sigurd var ikke meget for at cykle hjem sammen med far. Det var blevet helt mørkt og Sigurd var noget mørkeræd. Far forsikrede om at han nok skulle holde bjørnene væk, men Sigurd mente ikke der var bjørne i Danmark. Derpå forsikrede far at han nok skulle holde varulvene væk, men dem var der altså heller ikke nogen af ifølge Sigurd. Det kunne han se ved at husene i nærheden ikke var ødelagte og at der ikke lå døde mennesker.
Mandag 2010-11-15 Forældremøde
Frida: 9 år, 2 mdr. Sigurd: 6 år, 8 mdr.
Der var forældremøde i Sigurds klasse. Bare sådan helt standard. Der var lidt optræk til problematisering af at der blev spillet for meget Nintendo på Nintendofredag (og hvad med dem der ikke har!?) samt noget med at der ikke var faldunderlag til den ene side af klatrestativet, men når det er det eneste der bobler op til overfladen skal det bare tages som tegn på at alt går godt. Siger Hanne. Toke kunne selvfølgelig ikke holde mund og snakkede med en af de faldunderlagsdiskuterende mødre om sommerferien til Island og hvor skønt ungerne havde det med at lege på klipperne.
Retfærdighedsvis skal det siges at det vitterligt blev ved optrækket. Der er rigtig god stemning i klassen og klasserådet er aktivt. De har bl.a. annonceret at fædrene tager på sheltertur med ungerne til foråret. Det kan kun gå godt.