Søndag 2018-07-29 Børnelege og voksenlege
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 4 mdr.
Asta legede med naboens barnebarn og Toke legede med en arbejdskammerat. De større legebørn spillede Disc Golf, hvor Toke gik 18 over par på en 9-hullers bane (det er temmelig ringe og betød stort nederlag).
Lørdag 2018-07-28 Kattestatus og børneombytning
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 4 mdr.
Katten Momo er langsomt ved at vænne sig til de nye pelsklumper. Den løber ikke længere ud så snart den kan og er set gå forbi dem flere gange uden at knurre af dem.
Asta blev hentet af bedstemor til en enkelt overnatning og Frida kom hjem fra fjerde og sidste større sommertur, sommerskolen om medicin i København. Hun var forståeligt træt, men ville gerne berette. Der havde været Harry Potter-tema, de havde lavet morgengymnastik og leget gæt-et-organ. Og så har hun sådan tilfældigvis fundet ud at at hun vil studere medicin i København. Forældrene modtog roligt meldingen - der kommer andre sommerskoler.
Fredag 2018-07-27 Havehyggefest
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 4 mdr.
Der blev inviteret til havehygge for de gaaamle venner Tenna & Torben, Anne Vibeke og Finn. Der var også planer om en tur til stranden og noget med at se måneformørkelse. Onkel Søren kiggede også forbi, sådan tilfældigvis for lige at sætte en cirkulationspumpe på (han har vist adopteret huset), og blev opslugt af selskabet.
Det der med stranden blev erstattet af sushi og månen gemte sig bag skyerne. Det var nu også ligemeget - De Voksne brugte hele dagen på at dovne, spise & snakke.
Torsdag 2018-07-26 Reorganisering
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 4 mdr.
Sigurd blev sat til at sortere sit tøj i det han ikke kunne passe og resten. Bunken med for småt tøj var væsentligt større end den anden og indeholdt beklædningsgenstande ned til størrelse 10 år. Der blev suppleret op gennem netkøb, bl.a. med en hættetrøje til. Sigurd har allerede 4 hættetrøjer (som han kan passe) og far forsøgte at indskyde at dem kan man altså godt gå med i flere dage. Sigurd svarede at han gik i dem 2 dage før de kom til vask.
Hanne bad på eget initiativ om ekstra maddag (modellen hidtil har været 1 maddag til Sigurd, 1 til Frida, 1 til Hanne og 3 til Toke + fredag med snydemad). Toke beholder den primære opvasketjans, men ellers er der hermed ligestilling i hjemmet.
Killingerne har det særdeles fint. De ventede til kl. 6 med at vække Hanne & Toke. At blive slikket i næsen af en ru killingetunge er en ret effektiv måde at vågne på. Hanne insisterede på at det var kært. Katten Momo er langsomt ved at bløde op. Ikke at den er glad for killingerne endnu. Den røde killing fik lov at sætte sig hent hen ved siden af den, men da den daskede til Momos hale fik den selv et dask over snuden. Det fik killingen til at flytte sig 1½ meter væk og lægge sig til at sove der.
Det var (igen igen) møgvarmt, så Asta & Toke tog i Silvan for at købe en pavillion og en vandslange. Ligesom resten af Aarhus, at dømme efter skiltene med "udsolgt". Der var nu lidt tilbage, så der kom tiltrængt skygge & vand.
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 4 mdr.
Efter et døgns tvungen indesamvær med killingerne blev katten Momo lukket ud om formiddagen - den gik stille & rolig ud på græsplænen og snakkede lidt med Sigurd, før den gik videre ud i verden. Det tolker forældrene som et godt tegn. Killingerne er fortsat meget interesserede i Momo og går efter den og kigger, når den bevæger sig rundt i huset, men Momo synes vist bare de er nogen underlige størrelser. Hvorfor skal de pludselig være her?
Asta & Hanne tog i Lyseng Svømmebad det meste af dagen. Det er Hannes barndoms-svømmehal, som hun ikke har været i i umindelige tider. Det var rigtig godt og der snakkes om en ny tur i næste uge. Asta brillerede ved at dykke og svømme under vandet (hun havde vandskyende vat i det øre der er hul i).
Tirsdag 2018-07-24 Som katten om de varme killinger
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 4 mdr.
Katten Momo kom ikke hjem i løbet af natten, så om formiddagen gik Toke ud i haven og fløjtede på ham. Han havde ligget bag ved legehuset, så han kom med det samme. Hanne & Toke syntes det var lidt uholdbart at killingerne fortrængte katten fra hjemmet, så der blev skiftet taktik og Momo fik stuearrest, sammen med de to ballademagere. Der er tegn på at det virkede - Momo kan være i fred for dem i kælderen, men den kom alligevel op i stuen flere gange og lå i nærheden af dem.
Killingerne selv har det vældig fint. Den rødes hale bliver stadig mere mobil, de vil gerne tages op (når de ikke lige er i gang med at jage tøjmus, nullermænd eller hinanden) og de er ikke bange for de store kat.
Sigurd & Hanne tog i bueskytteudstyrsforretningen for at købe nye strenge, nyt kogger & nye fingerlapper. Der er løst organiseret bueskydning et par gange om ugen hen over sommerferien, så måske Sigurds nye udstyr kan lokke ham derned nogen gange?
Asta & Toke tog ned til kusine Aurora & tante Beth, for at tage babybilleder af Aurora. Teknisk set gik det glimrende, men Aurora syntes helt bestemt at hendes fingre skulle være i hendes mund og at man skulle se meget skeptisk ud når man fotograferes. Oh well, der er masser af andre feriedage hvor der kan prøves igen.
Asta & Hanne fik lavet syltetøj af solbærrene de plukkede i går og Hanne startede på et 1000 brikkers puslespil. Ferieoverskuddet begynder at indfinde sig og der er næsten 2 uger tilbage indtil arbejdet starter.
Mandag 2018-07-23 Killingeassimilering
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Toke sov igen i stuen, for at forebygge sammenstød mellem kat & killinger. Samme mønster som i går: Momo sov i kælderen og killingerne vækkede Toke ved 4-5-tiden ved at dabbe ham på næsen med en pote og slikke ham på øjenlågene. Asta vågnede kl. 5:30 fordi hun havde mareridt (det sker yderst sjældent), men der var jo meget passende plads i sengen ved siden af mor.