Søndag 2017-12-31 Nytårsaften i Odder
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
Frida havde egne planer. Nytårsfest med den nye klasse hos en klassekammerat med forstående og midlertidigt husflygtige forældre. Hun raidede køleskabet for de ciders & breezers, som søde, rare, forudseende & forstående far strategisk havde fyldt i. Ikke at resten af familien så noget til det - de var taget til Odder til nytårsfest.
Odder bød på de sædvanlige mistænkte og på en håndfuld knirkeklodser. Yes, Rubiks-dillen er officielt en ting. Ungerne Sander & August var blevet særdeles gode til den klassiske 3x3x3-kube og arbejdede med 12-kanten. Ak, ingen mulighed for blær fra Hannes side i dét selskab.
Aftalen var en (relativt) stille nytårsaften med spil, snak & hygge. Der blev spillet Bears vs Babies og Forbidden Desert (den forbandede ørken vandt igen!), der blev gået regnvejrstur og på en eller anden måde begyndte der alligevel at brede sig nytårsstemning. Måske hjalp det lidt med fondue-sættet der var ved at sætte ild til huset og discopæren? Maden var som altid god. I særdeleshed Finns nøddebund med granatæbleflødeskum og macarons.
Sigurd, Sander & August hyggede på drengeværelset og fyrede en del krudt af (altså udenfor). Muligvis lavede de også andet udenfor, men plausibel benægtelse fungerer nu engang bedst hvis man ikke spørger. Asta var Asta og forældrene syntes til tider hun fyldte en hel del. Men som en af de andre deltagere senere sagde: Hun var klart med til at sætte liv i festen. Hun holdt ud til lidt over 2 og festen blev lukket helt en halv time senere.
Lørdag 2017-12-30 Legeaftale H
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
En ny dag, en ny legeaftale. Denne gang med M fra Astas klasse og denne gang hjemme hos Asta. M er en meget sød, velopdragen & stille dreng, så forældrene var lidt ængstelige for hvordan det ville spænde af. Det gik bedre end frygtet: Asta skulle bremses i sin frembusning 2-3 gange, men M var meget tålmodig og lød som om han var med på legen; de gange han ellers kunne få et ord indført. De var begge kede af at skulle stoppe efter at have leget i 3 timer.
Forældrene har puffet til Sigurd for at forhindre at han groede fast inde på værelset. Så Sigurd tog ned til bueskyttekammeraten C, medbringende sin Nintendo Switch. Kammeraten havde fået en Playstation 4 i julegave. Det fungerede vældig godt: De satte sig ved siden af hinanden og spillede på hver deres konsol. Mission accomplished.
Fredag 2017-12-29 Legeaftale L
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
Luksusdag for forældrene: Asta blev afleveret af bedstemor om formiddagen og havde en legeaftale hos klassekammeraten L om eftermiddagen. Rigeligt ro til at Hanne kunne komme videre med sin sofalæsning og Toke kunne forsvare Jorden mod angribende monstre. Det var første legeaftale med L og det gik rigtig godt: L blev sur til sidst over at Asta skulle gå. Der er grobund for videre leg.
Torsdag 2017-12-28 The Last Jedi
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
Juletraditionerne foreskriver en film sammen med Hannes brødre. Men inden de skulle afsted skulle Toke lige finde sine nøgler, der har været væk et par dage. Der blev kigget i tøjskab, rodehylde, rodeskuffe, handskeskuffe, bogreol og køkkenhylde. Ingen gevinst. De forgående dages aktiviteter blev gennemgået for at indsnævre hvor de kunne være. Til sidst fandt han dem: De var i højre sidelomme i udebukserne, i stedet for venstre sidelomme hvor de hører til.
Aaanyway, juletradition: Spisning på Aarhus Street Food efterfulgt af Star Wars VIII. God film, vældig Star Wars-agtig og udløsende en livlig diskussion under hjemturen.
Asta var ikke med. Hun blev hentet tidligere af bedstemor til forkælelse og overnatning.
Onsdag 2017-12-27 Slappedag reprise
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
Frida slappede af ovre hos veninden M, mens Asta slappede af ved at lege med sine gaver og bage sammen med far. Hanne brugte dagen på sofaen - hun er ved at genlæse The Martian og er aldeles opslugt. Sigurd... Hvor var Sigurd egentlig? Ah ja, Sigurd blev set kortvarigt om morgenen, da han hentede noget morgenmad og ellers først igen ved aftensmadstid. Hans slappedag foregik på værelset med slukket lys, nedrullet gardin og hans Nintendo Switch.
Tirsdag 2017-12-26 Andenjuledagsjulefrokost
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
Oldemors julefrokost foregik i Ældresagens lokaler. Lokalerne har den særdeles positive egenskab at der er plads. Asta fandt sammen med grandkusine S, der er på nogenlunde samme alder, og så turede de ellers rundt og spredte liv & larm.
Næste generation er kommet til, så Asta var kun femteyngste barn og hendes forældre kunne slappe af i De Andre Voksnes selskab. Ja, dvs. sidst ankomne Aurora (et par måneder gammel) var der også og Toke tog under stor personlig opofrelse en tørn eller to med at gå rundt med hende, så Beth & Jacob kunne få noget at spise. Af en eller anden årsag blev det tolket som om han 1) syntes det var rart at holde sådan en størrelse og 2) savnede at kunne gøre det på daglig basis. Det kan afsløres at #2 ikke er korrekt. Der blev tid til 1½ spil Bears vs. Babies før der var pakkeleg og selskabet blev opbrudt.
Frida gav Asta et krystaldyrkningssæt som julegave og om aftenen satte de sig sammen for at rode med kemi:
Frida: Det er nogen skideirriterende forsøg dem her!
Toke: Hvorfor?
Frida: De skriver ingen reaktionsligninger, de har ingen hypoteser eller noget!
Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.
Frida slappede af ovre hos veninden M, mens Asta slappede af ved at lege med sine gaver og involvere forældre & storebror i aktiviteterne. Ud på eftermiddagen blev der set The Nightmare Before Christmas. Asta ville hellere se The Lion King, men det er altså ikke en julefilm. Efter demonstrativt at have trampet op på sit værelse endte hun nu med at luske ned igen og sætte sig i sofaen hos far.
Frida: 15 år, 3 mdr. Sigurd: 12 år, 9 mdr. Asta: 5 år, 9 mdr.
Asta lod huset sove til lidt i 10 og formiddagen gik med at fodre gæsterne fra Vejle og sende dem hjem. Derefter dalede ambitionsniveauet. Specielt for Toke der havde hovedet fyldt med snot og sov gennem halvdelen af Nightmare Before Christmas.
Frida kom hjem kl. 15. Hun havde haft fejret nytår to steder: Først med inderkredsen af veninder, derefter ved en fælles fest for klassen. Hun havde ikke noget spændende at fortælle om aftenen. Eller rettere: Hun havde muligvis noget spændende at fortælle, men ikke til forældrene.