Søndag 2016-08-14 Den store hækkeklipning
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Okay, okay, Hanne & Toke indrømmer: De har ikke gjort noget ved vildskud i hækken i de 5 år de har boet i huset. Det havde de forgående beboere tydeligvis heller ikke, så hækken består af 3/5 bøg, 1/5 vissen bøg og 1/5 vildskud. Eller rettere bestod, for vildskuddene blev fjernet i dag. Hækken blev temmelig lidt dækkende flere steder og ligner mest af alt en frisuren hos en treårig, der har bedt sin far om at kigge væk. Der håbes på bedre udseende til næste forår.
Der blev spillet Takenoko med 4 spillere, herunder Asta. Hanne vandt fordi Toke ikke kunne tælle til 3. Asta er nået dertil i sin spilkundskab at hun har faste holdninger til hvordan hendes strategi skal være (hun gennemfører alle missionerne, før hun trækker ekstramissioner). Den er ikke optimal, hvis ellers man går efter at vinde, men den er hendes.
Asta vil have et akvarie. Det kommer nu til at ske i flere trin, hvor første trin er myggelarver, andet trin er triops og tredje er guppier eller lignende.
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Lidt hårdt for Hanne at komme hjem fra tre dages massiv samværd med andre mennesker for derefter at deltage i arbejdsdag på vejen, men det er lidt svært at takke nej, når man er forkvinde for vejforeningen. Det endte nu med at være vældig hyggeligt: Vejret artede sig mens der blev arbejdet og kaffe & kage blev guffet indendøre hos Hanne & Toke.
Sigurd arbejdede videre med at dæmpe støjen fra sin NERF-pistol. Løsningen blev vibrationsdæmpning med tape omkring motordelen og at mikse batterier, så den samlede spænding blev ca. 5,3V i stedet 5.6V: Den skyder stadig hurtigt og pænt hårdt, men lyder ikke længere som om den er ved at ryste fra hinanden.
Fredag 2016-08-12 Kommehinandenved
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Eftermiddagen og aftenen gik med at Sigurd skilte sin nyindkøbte NERF-pistol ad, for at få motoren til at vibrere mindre og for at slå nogen sikkerhedskontakter fra. Der blev også savet lidt i den, for at få plads til et par rør, der skulle stabilisere skæftet. Asta brugte lang tid på at undersøge hvor mange Duplo-klodser og hvor store bamser hendes Duplo-tog kunne skubbe. Svarene er "mange" og "temmelig stor". Hun var i hvert fald tilfreds med ydeevnen, så ingen modificering i denne omgang.
Mor kom hjem ved 21-tiden, medbringende gaver, guf og kærlighed. Glæde og lykke i det lille hjem. Gaven til Asta var en samling stempler og en stempelpude, som hun kastede sig over med stor iver: Skal jeg sige jer noget? Jeg vil altså arbejde med sådan noget her, når jeg bliver stor.
Torsdag 2016-08-11 Forældremøde for Fridas klasse
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Fridas klasse skal på den store niendeklassestur om en måneds tid, så det meste af mødet gik med at få oplysninger om den. De skal rejse rundt i 11 dage og skal bl.a. til Gardasøen. Programmet virkede velplanlagt og inkluderede et par pausedage, så Frida glæder sig meget. Afslutningsvis blev der tid til at snakke alkoholpolitik (et tilbagevendende emne i de ældre klasser) og i modsætning til tidligere var der ingen bastante udmeldinger. Det hjælper nok på sagen at en del af ungerne har drukket alkohol og at klassen har demonstreret at de passer på hinanden når det sker.
Frida stod for husholdningen & Astapasningen, mens far var til mødet (og mor var i England). No problemo, men det var heller ikke forventet.
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Hanne stod op kl. 04:00. Hun blev hentet 04:30 og skal tre dage til England på studietur. De skal nok gå - hun fik jo næsten 4 timers søvn i nat.
Sigurd har købt endnu en NERF-pistol. Denne gang var det en Modulus ECS-10, der er med flywheel (batteridrevet) og en del muligheder for udvidelser. Sigurd satte nogen ikke-alt-for-opladte genopladelige batterier og den skød elendigt. Så satte han 4 helt friske engangsbatterier i og den skød rigtig godt, men de roterende hjul lød som om de var ved at ryste sig selv i stykker. Hmm... Der må kigges på det i morgen.
Asta har aftalt med vennen E fra børnehaven at de skal giftes. Det hænger sammen med at hun skal hjem til ham og bo, for de skal have en kanin og det duer jo ikke sammen med katte. Og så er de forøvrigt kærester.
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Det kan godt være jeg er ved at have fået nok af at Apple prøver at kontrollere det hele.
Hanne ringede til lægen og fik et halvsvar på Astas blodprøve. Det rigtig gode er at Asta ikke har katteallergi (det var forældrenes største bekymring). Hendes måletal indikerede at hun ikke har allergi, men var lidt højere end neutral. Lægen fortalte at det kunne skyldes tilfældigheder eller at Asta har børneorm. Såeh... Der skal vist lige lidt opfølgende observation til i hjemmet.
Mandag 2016-08-08 Første skoledag
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Hanne tog på arbejde og Toke afleverede Asta, cyklede mod arbejde, blev ramt af en særdeles effektiv byge, vendte hjem igen og tog en hjemmearbejdsdag. Frida & Sigurd skulle først møde kl. 10 og skoledagen gik med snak og ballonønsker. Fridas klasse ønskede sig en kaffemaskine og snabelsko, mens Sigurds klasse ønskede sig en overnatning på skolen. Sigurd prøvede ellers at overtale resten af klassen til at deres ønske skulle være at morgensang kun var for indskolingen.
Der blev (naturligvis) spillet Pokémon Go i den helt store stil efter skoletid, men Sigurd havde glemt sin telefon, så han inviterede resten af klassens ikke-Pokémon-Go-spillende drenge med hjem, hvilket vil sige 2. De fyldte nu for 4, for det var åbenbart meget vigtigt at rende frem og tilbage mellem Sigurds værelse og trampolinen, mens der blev råbt til hinanden. Men okay, første skoledag og sådan...
Der skete en større ændring af naturens orden efter aftensmaden, hvor Hanne, Frida & Sigurd bagte brød. Toke var lidt urolig over udviklingen, men fik kun lov at deltage med at finde en opskrift til dem. Resultatet blev brugt til at lave sandwiches til madpakker. En ny trend, der mindst holder 2 dage (det er det antal dage der blev bagt brød til i denne omgang).