Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Frida havde bestilt friskbagte boller kl. 9, men ved 9-tiden var der godt nok ikke meget liv i flokken. Det vides ikke hvor længe de var oppe, for Toke faldt allerede i søvn ved 3-tiden og der var de stadig i gang nede i stuen. Nuvel, bollerne blev udskudt ½ time, hvorefter gardiner blev trukket fra og musik sat på (lidt jazz, men Toke fortryder lidt at det ikke blev Rammstein eller lignende). Sigur, Hanne & Asta dukkede op og der blev samling ved morgenbordet. Tøserne var godt nok meget stille. Ak, det bliver hårdt for dem, når der engang tilføjes tømmermænd til efter-fest-morgenerne. De livede nu lidt op efter en times tid og fik hygget i haven.
Note to self: Trampolinen kan rent faktisk godt holde til 10 småhoppende teenagetøser. Den kan også holde til 6 storhoppende ditto.
Huset blev tømt for gæster og søndagen kunne starte rigtigt. Toke tog en lille lur og tog så med Asta på biblioteket. Hanne læste lektier med Sigurd og tog så en lille lur. Asta kom hjem fra biblioteket og faldt så meget i søvn at hun blev hældt ned i sin seng.
Lørdag 2014-09-20 Dobbeltfødselsdagspyjamasfest
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Dagen startede med forældrerengøring på skolen. Da Hanne, Toke, Sigurd & Asta kom derop var det tydeligt at der havde været fest på legepladsen. Ikke at der var hærget, men det flød med skrald og der var et par smadrede flasker. Det blev naturligvis ryddet op, med lidt ironisering over at festaberne ikke havde ryddet op efter sig, før de antageligvis var fortsat ud i nattelivet.
En halv time senere dukkede 5 ungersvende op, for at rydde op efter gårsdagens hygge på legepladsen. Det var næsten synd for dem at der kun var resterne fra en enkelt smadret flaske tilbage.
Om eftermiddagen dukkede Fridas veninde Olivia op. De gik i gang med at lave kage til aftenens fest og havde liiige brug for lidt mere slik fra Rema 1000:
Frida: Hvor mange penge må vi købe for
Far: Rimeligt
Frida: Okay, rigeligt! Farvel!
Sigurd flygtede til overnatning hos bedstevennen og Hanne & Asta flygtede til overnatning hos bedsteforældrene. Toke blev tilbage, men fik midlertidig forstærkning af Olivias mor Heidi. I løbet af en halv times tid dukkede 8 ekstra tøser op og tempoet & støjniveauet blev fordoblet for hver ankomst. Der blev midlertidigt relativt roligt under aftensmaden og Heidi tog hjem.
Toke prøvede at holde sig i baggrunden, men det er svært at lukke ørerne og lade være med at grine højlydt når der siges om præsten til konfirmationsforberedelse Jeg synes hun virker rimelig overtroisk
. Han blev nu nødt til at forlade lokalet da de begyndte at snakke om Facebook, likes og hvordan tøserne fra de andre klasser gebærdede sig på de elektroniske medier.
Efter maden blev lyd & tempo skruet op igen. Aftenens sang var omkvædet til salme 730, den med "Alle gode gaver", sunget på melodien til Queens "We will rock you". Sjovt nok skulle der danses på dansemåtte og sjovt nok var den sang på maskinen og sjovt nok er det en af de sange Toke er rigtig god til. Han fik etableret dominans med en perfekt gennemført danserunde, men kun lige akkurat: En af tøserne havde talent og fik næsten samme score. Vel at mærke uden at have brugt timevis på at øve netop dén sang.
Efter 20 gentagelser af "We will rock you" (og et par andre sange til afveksling), fik de nok og myldrede ned på Fridas værelse. Så myldrede de ud på vejen for at lege en eller anden mørkeleg og Toke fik fred en halv times tid. Pludselig myldrede de vældigt bekymrede indenfor og låste døren efter sig: En skummel bil havde stoppet ude på vejen og holdt stille; med en mand indeni, der bare sad og kiggede! De stimlede sammen ved vinduet og kiggede ud på den, indtil de opdagede at det bare var en taxa. Ingen mangel på drama her.
Med vejen fredelig igen satte de sig ud på kantstenen og lavede en eller anden form for talentsangshowsleg for hinanden. Det var åbenbart særdeles vigtigt at det skulle foregå udenfor. Det tog 1½ time. Heldigvis var ingen af naboerne hjemme.
Fredag 2014-09-19 Bedstemorfredag
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Bedstemor hentede Asta i børnehaven og havde lige tid til at støvsuge Fridas værelse først. Frida var hos Olivia, for at planlægge morgendagens pyjamaspigeinvasion.
Frida: Far, jeg kunne mærke at jeg skar mig på kniven, men det bløder ikke og jeg kan ikke se det
Far: Prøv at tage noget citron og hæld på hånden, så finder du stedet
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Asta virkede ret bombet efter børnehave og havde nogen sammenstød med mor. Umiddelbart efter aftensmaden bad hun om at blive lagt i seng. Hun blev naturligvis lagt i seng med det samme og der blev hun for så vidt også. Højt spillende på sin tromme.
Frida var til O-løb, som hun plejer at være om torsdagen. Det blev lidt senere end normalt og ganske mørkt, så det blev næstennatløb i stedet. Det var ret spændende og hun ser frem til at det bliver normalen.
Frida & Olivia (gammel naboveninde) planlægger pyjamasparty på lørdag. Sigurd planlægger at sove hos en ven og Hanne planlægger at tage ud til bedsteforældrene med Asta. Toke planlægger at lege tjener for 10 larmende tøser. Dansemåtterne skal frem fra kælderen.
Onsdag 2014-09-17 Lang hjemtur
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Mens Asta & far ledte efter kastanjer, dukkede et par drenge og deres mor op. De havde en bold med og Asta gik straks i gang med at lege med dem. Far er ikke så ligefrem, så han slappede af under et træ. Det gik der lige en times tid med.
Hanne kunne stadig ikke få kontakt til nogen beslutningstagere hos det lokale håndværkerfirma, så hun ringede til et tomandsfirma lidt længere væk. Der kigger en mand derfra ud på tirsdag for at se på sagerne.
Om aftenen lavede Toke to kødretter: En med chili og en uden. Trods forsikringer om at den med chili var vældig fredelig, nægtede resten af familien at smage på den. Kvik familie.
Tirsdag 2014-09-16 Ingen hjemme i dag, prøv igen i morgen
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Hanne forsøgte at omme i snak med de lokale håndværkere, men dem der kunne arrangere noget var på kursus.
Det begynder at blive efterårsagtigt, men indtil videre kun på den gode måde. De fleste dage stopper Asta & far op på vej hjem og samler kastanjer. Asta vil kun havde dem med skal, så hun kan åbne dem og fiske skatten ud.
Mandag 2014-09-15 Håndværkerjagt
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Hanne opdagede at et meget lokalt firma, der tidligere har ordnet badeværelset, har udvidet så de håndterer vand, el & murerarbejde. De bliver kontaktet i morgen, som alternativ til håndværkeren fra i går.