Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2010 => Uge 44
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2010-11-07 Huskig og genforening

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Morgen bød på klart frostvejr og en Hanne der ikke kunne sove længere. Mens Toke sov sødeligt gik hun en tur til købmanden og hentede morgenbrød. Serviceniveauet i sommerhuset kan der ikke klages over. Formiddagen forsvandt overraskende hurtigt og det blev tid til at tage tilbage til Århus.

Inden ungerne skulle hentes var der lige et hus der skulle kigges på. Huset ligger tæt på nogen boligblokke men en inspektion afslørede 0 (nul, zero, zip, zilch, nada, nil) tags på væggene og i stedet en masse børnecykler & trehjulede scootere rundt omkring. Ejendomsmægleren viste sig selv at bo i kvarteret og kunne melde at blokkene tidligere havde været belastende, men at det var skiftet for 10 år siden.

Med deres småborgerlige paranoia således beroliget kunne forældrene kigge rundt i huset. Det var ikke ringe og havde en direkte brugbar kælder til Frida, to større soveværelser til Sigurd & nummer 3 samt et meget lille værelse til forældrene. Stuen var nu lidt lille og der var ikke rigtig plads til overtøj i nærheden af indgangen. I det hele taget føltes stueetagen lige lidt for klemt.

Huset var et fair bud og er ikke 100% forkastet endnu. Mere interessant var det nu at ejendomsmægleren viste sig at sælge mange huse i kvarteret, hvilket måske ikke er så overraskende i betragtning af at hun bor der selv. Hun ville meget gerne kontakte Hanne & Toke når der kommer nyt, så der håbes at chancerne dermed forøges.

Efter huskiggeri blev ungerne hentet hos bedsteforældrene. De tog glædesstrålende imod forældrene, men havde nu ikke spor travlt med at komme afsted. Da de endelig kom hjem krævede de sofatid: Bedsteforældrene har ikke fjernsyn så de små stakler havde klaret sig med kun en enkelt biograffilm hele weekenden. Det blev nu ikke til specielt meget TV derhjemme for ungerne var trætte og kom tidligt i seng.

-0809_4_Frosthave

Morgenfrost

-1417_Tromle

Old school

-1600_He-Man

Legetøj hos bedsteforældrene

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2010-11-06 Efterår og biotur

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Hos bedsteforældrene var ungerne i haven for at grave kartofler og plukke æbler. Sigurd stod for at hoppe på spaden. Om aftenen tog de i biografen og så Legenden om Vogterne, som Sigurd syntes var lidt uhyggelig men rigtig god.

Hanne & Toke nød det perfekte efterårsvejr med en vandretur og spiste aftensmad på en nærliggende kro. Ja, altså, der var lige den detalje at kroen var proppet med mennesker så der ikke var plads til flere gæster. Ups. Nå, så blev det take-away-pizza i stedet. Hanne meldte Lad os købe to, så kan vi få kold pizza til morgenmad og Toke blev endnu engang bekræftet i at have den perfekte kæreste.

-1149_1_EfteraarKo

Efterår

-1203_Bro

Bro?

-1204_HanneBro

Brogænger

-1210_1_Traefaelder

Vroom vrooom!

Skriv en kommentar
 

Fredag 2010-11-05 Hver til sit

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Der var dømt kærestetur for forældrene så ungerne blev sendt i skole med overnatningsudstyr og besked om at de ville blive hentet af bedstemor. Det tog de med oprejst pande og bortset fra krav om et ekstra knus ved afskeden på skolen var der ingen slinger i valsen.

Efter arbejde købte Hanne & Toke TV-dinner i Kvickly og kørte til farmor & farfars sommerhus, som de meget venligt havde udlånt. Planerne for weekenden involverer brændeovn, smukt efterårslandskab og det bedst mulige selskab.

-0814_SigurdTegning

Sigurd tegner & fortæller

-1705_Dyrejulekalender

Argh!

-1842_HanneTaenderOp

Hyggestarteren

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2010-11-04 Huskøb er en rutsjebanetur

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Her gik forældrene og havde egentlig affundet sig med at drømmehuset (okay, lad os være lidt kedelige og sige "bedste bud indtil nu") var blevet solgt til nogen andre, men der er forlydender om at der er knas i 11. time. Det forøger chancen fra "ikke eksisterende" til "lav" for at huset alligevel kan erhverves. Hanne & Toke overvejede kort om de skulle finde flere penge og møve ind foran konkurrenten, men forkastede det. At finde de ekstra penge er ikke rart når man er oppe på erklæret max. Det er også dårlig karma at bryde ind på den måde. Så der ventes & håbes. Hvem har brug for Lotto for at få spænding i hverdagen?

Ungerne blev hentet af far og fik lov at vælge aftensmad. Det er ikke nemt, når man ikke vil have det samme. Vinderen blev fundet med den klassiske sten, papir, saks. De startede begge med sten og far kunne smågrinende observere hvordan ungerne derefter konsekvent valgte den ting der slog det der lige var blevet vist. Det blev Frida der først gennemskuede hvordan hun kunne bryde mønstret, men hun lod meget sportsligt Sigurd vælge og de skulle have risengrød eller fiskefrikadeller.

-1626_SigurdFridaBaenk

Sten, papir, saks, sten, papir...

-1706_FridaSigurdLys

Dryppetid

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2010-11-03 Søskendekærlighed

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Dagen startede godt ud med en nydelig regnbue over Økohuset. Sigurd ville gerne køre til skole sammen med far og de to kørte ræs, mens Frida fulgtes med en veninde. Der er sket en markant ændring af Sigurds cykeltempo efter en lang periode med ekstrem sløvhed, så det er slut med brok fra fars side under morgencykelturene.

Det meste af aftenen gik med Super Scribblenauts som ungerne spillede efter tur (Frida hjalp Sigurd, når det var hans tur). Der blev nu også tid til fælles leg med stearinlys & tændstikker. Da klokken blev over sengetid flygtede de to nedenunder, gyngede sammen og legede med LEGOmænd. Det gav dem 1½ time over normal sengetid før forældrene mandede sig op til at afbryde deres leg og lægge dem i seng.

-0808_3_OekohusetRegnbue_E

God morgen

-1820_1_SigurdFridaLys

Lys i mørket

-2028_3_SigurdRidePaaFrida

Ridetur

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2010-11-02 Selvkørende og kreative

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Om morgenen ville Frida gerne følge Sigurd i skole. Sigurd var ikke helt med på ideen, men med et lille kompromis med at far cyklede med de første 100 meter lod han sig overtale. Da de 100 meter var overstået var det gået op for ham at det er sejt at cykle uden forældre, så der blev sagt hurtigt farvel og de to kørte mod skolen. Frida klagede senere over at han ikke havde lyttet ordentligt efter hende undervejs, så næste gang får Sigurd lige en opfriskning af hierarkiet under den slags udflugter.

Super Scribblenauts

Dagens anden bonus var ankomsten af Super Scribblenauts. Det er ligesom Scribblenauts, bare mere ... super. Som det forgående spil handler det om at løse opgaver ved at være kreativ og bede om de ting man synes løser opgaven. Den centrale nyskabelse er at man nu kan bruge tillægsord. Det lyder måske som en mindre ting, men det giver super meget (undskyld). Sigurd har flere gange efterlyst ganske specifikke egenskaber for ting og nu kan han få det.

En ildsprudende kæmpeskildpadde, en prikket blå venlig drage (skabt efter det fejlagtige valg af samme væsen uden venlig-delen), det obligatoriske flyvende badekar og en zombieficeret tiger (der straks angreb og spredte zombiesmitten til en lille hval) har passeret over skærmen i selskab med et dansende bord, en frysepistol og et brændende sværd til den matchende guldrustning.

Som med etteren er spillet også på dansk og det bliver svært at finde en mere oplagt julegave til Nintendo DS-ejere der kan læse. Eller ikke læse for den sags skyld - Sigurd skriver lystigt af efter et stykke papir eller tamper tilfældige bogstaver ind og bruger det han får tilbage.

-0822_SigurdFridaCykler_E

Flyv små fugle

-1710_SigurdMonsSofa

Idyl

-1938_FridaSigurdSuperScribblenauts

Samarbejde

Skriv en kommentar
 

Mandag 2010-11-01 Hverdag

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Ungernes interne ur er 100% synkroniseret til dansk tid. Trods skiftet til vintertid stod Sigurd ikke op kl. 6, men sov indtil han blev vækket ved 7-tiden. Der takkes.

Morgenen gik lidt hurtigt for Frida skulle til tandlæge. Det betød at Sigurd blev afleveret uden for skolen. Han var tydeligvis stolt af selv at skulle ordne det at gå ind, lægge madkasse på plads og hænge tøj op, så det er på høje tid at sende Frida og Sigurd alene i skole.

Fridas tænder blev bedømt til at være fine hos tandlægen og hun fik ros for tandbørstningen. Far fik lov til at være med inde i klinikken og faldt ikke om.

Om aftenen havde begge børnene lektier. Sigurd himlede op om at det var møghårdt og helt urimeligt, men det er tydeligvis tillært adfærd: Da de først kom i gang kunne forældrene trække sig tilbage til sofaen og nyde at ungerne hyggede sig og sammenlignede opgaver. Frida havde noget matematik og Sigurd skulle tegne væsener i en by ude i rummet, hvilket jo ikke ligefrem er den ondest mulige lektie for Lille Frø.

-1803_SigurdDaekkerBord

Borddækning tager 10 min og alting udvælges nøje

-2058_SigurdDrage

Sigurds verden

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->