Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2010 => Uge 41
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2010-10-17 Første farmærkbare spark

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Hanne har mærket en held del små spark på indersiden af maven, men i nat fik Toke det første markbare spark. Eller måske snarere et skub? Der kom kun ét og det var temmelig langsomt og kraftigt?

Der forlyder meldinger om at de andre mulige købere af det interessante ældre hus har forhøjet deres bud, så det ser ikke god ud med chancerne. Selvom De Voksne er lidt slukørede erkender de at der kommer andre huse og at tingene ikke haster mere end som så.

Der var åbent hus i et rækkehus i nærheden af Økohuset (okay, 1 km væk) og hele familien tog afsted. Byggeriet er tegnet af Friis & Moltke, der også har tegnet Skjoldhøjkollegiet, så det var næsten som at komme hjem igen. Lejligheden var i tre planer, med en ringe gårdhave men med plads til 3 børn og et hobbyrum (eller 4 børn og ingen hobbyrum), hvoraf det ene var et kæmpestort teenageværelse i nederste niveau. Frida var klar til at flytte ind i teenageværelset med det samme og det hele så ret nydeligt ud indvendigt. Udbudsprisen er nu noget over max og lejligheden virkede attraktiv nok til at der er flere interesserede købere.

-1625_FridaAntenner

Humlebifrida

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2010-10-16 Bedstefars fødselsdag

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Der var inviteret til bedstefars fødselsdag og det var en fin lørdagstur. Onklerne var der også. De spillede spil med Sigurd og mobiltelefonnørdede med Frida. Sigurd fandt en LEGOpakkekalender oppe på loftet. Han bemærkede Jeg klatrede selv op efter den og jeg væltede ikke noget ned!. Trods initiativet fik han den nu ikke med hjem. Det må lige vente 1½ måned.

Frida ser lidt sjov ud for tiden med halvforsvindne børnesår og friske sår fra fald i hovedet. Far mente godt at hun kunne tage lidt mere så han bankede ind i hende så hun kunne føje en bule til samlingen. Måske det skal være en blodtud næste gang?

-1057_2_SigurdFridaBlaeseBobler

Hule vatpinde er tydeligvis sjove

-1451_SigurdPenalhus

Onkel Søren havde penalboligblokke med

-1602_ToveSigurdAdventskalenderLEGO

Desværre, Sigurd!

-1658_SigurdSoerenFridaSpoegelsesspil

Spilletid

-1743_2_SigurdSoerenFridaIPhone

Mere spilletid

Skriv en kommentar
 

Fredag 2010-10-15 Brydning, løb, kamp, crash

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Sigurd har fundet ud af at hans langsomhed på cyklen udelukkende skyldes at han skal køre med sin taske på ryggen, så som en del af Projekt Sigurd er far gået med til at have den på bagagebæreren. Det gik også glimrende i dag, hvor Sigurd havde travlt med at vise at hans teori var rigtig. Oppe i skolen faldt han hurtigt sammen med et par andre rødder i klassen så de endte i en bunke på gulvet. Det var uklart hvem der blev mest mulet af de andre og far glædede sig over at den bette lort Sigurd ikke holdt sig tilbage, så rødderne blev ønsket held & lykke med projektet.

For lige at afslutte en uge med skovskole var fredagen idrætsdag (det var det vist over hele landet). Sigurd gik/løb/traskede et par kilometer og Frida styrtede så hun kunne udvide børnesårene med et par helt almindelige sår og en hævet overlæbe. Ungerne var forståeligt nok trætte om aftenen.

Mor stod for børnehentningen mens far tog i biffen for at se Scott Pilgrim. Det var sådan ca. den bedste film der er lavet i nyere tid indenfor genren "fuld kraft frem under grinen, hujen og klappen", hvis ellers man er til videospil. Både far og mednørden Mads skal have købt filmen på plasticskive. Ganske passende til dagens tema var filmen stærkt præget af lang serie af episke slåskampe gående fra nævekamp over basguitarkamp til kæmpehammerkamp og andet. naturligvis med end-level-boss til sidst.

-1637_FridaSaar

Crash

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2010-10-14 Indre pråse og mikrokrig

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Sigurd har det med at gå i stå temmelig ofte og klage over livets hårdhed & uretfærdighed så snart han sættes til at gøre ekstraordinære ting såsom at dække bord, lægge madkasse i sin taske eller cykle i skole. Han er enig med far i at det ikke er specielt sjovt, for der følger også utilfreds far & lillesøster med til hans opførsel.

Der har været forsøgt et par gange med metoden lallegladhed hvor morgener har været gennemført med smil og positive udsagn, selvom knægten lagde op til et par gevaldige måslettende spark bagi og man kunne næsten fristes til at tro at han gennemskuede et eller andet her til morgen. I hvert fald var han hurtigt ude af døren og fulgte med Frida & far næsten hele vejen uden at sagge agterud. Da han ankom til skolen var han glad og stolt over at morgenen havde været mere sus-gennem-bladene end trask-gennem-blæsten-agtig.

Det var sidste skovskoledag og fire dages vandren må have hærdet Lille Frø, for der var ingen efterfølgende brok over gåtures uretfærdighed. Da han blev hentet var Sigurd den eneste der var tilbage i det store rum på skolen, men han meldte alligevel at far kom alt for tidligt. Sigurd kan godt lide sin skole.

Forsøget med at smøre mod Fridas børnesår er slået fejl: Hun blev generet ved øjet af cremen og hævede lidt der. Desuden bredte det sig omkring øjet og der dukkede sår op på kinden, brystkassen og benet. Pest light, fristes man til at sige. Skrappere midler blev rekvireret & indkøbt af mor, så nu er krigen optrappet med mugafkog i moderne form. De kan nu ikke have haft børn, dem der udviklede præparatet: Giv to gange om dagen, 1 time før eller 2 timer efter et måltid og ikke i forbindelse med hvile eller søvn. Såeh... Frida skal vækkes en time før morgenmad og skal pinedød være hjemme (eller have en pille med) til kl. 17, for at det kan passe ind i hverdagen.

-0758_1_MorgenmaleriFridaSigurd

Morgenkunst

-0804_SigurdNinja

Ninjatid

-0812_1_EfteraarFridaSigurd

Efterår

-1444_TogkapringLEGO

Hold up på fars arbejde

-1613_SigurdPlusplus

Sigurd på sig yndlingssted

-2004_FridaHaengestolSigurdReb

Der ventes på overtagelse

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2010-10-13 Tredje skovdag

Frida: 9 år, 1 mdr. Sigurd: 6 år, 7 mdr.

Det var tredje dag med skovskole. Sigurd demonstrerede en kanon han selv havde lavet af en halvrådden gren og en mindre pind. Frida havde ikke noget med hjem, men vil gerne hentes i skoven i morgen, så hun kan vise hule frem. Tante Anne kiggede forbi til aftensmad og Phineas & Ferb.

-1707_2_SigurdLEGO

Sigurds projekt for det næste års tid: At samle alle sine LEGO-modeller

-1756_Tallerken

Ups

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2010-10-12 Fars tur

Frida: 9 år, 0 mdr. Sigurd: 6 år, 6 mdr.

Så blev det fars tur til hvad det end var der ramte Sigurd og Frida. Han blev hjemme og forsøgte at arbejde, men skvattede om ved middagstid og blev i sengen resten af dagen. Ungerne var igen i skovskole med glimrende vejr og dagens projekt var noget med at bygge hytter, så de var noget trætte om aftenen. Mor tog fri fra big band for at passe børn & kæreste.

Skriv en kommentar
 

Mandag 2010-10-11 Skovskole

Frida: 9 år, 0 mdr. Sigurd: 6 år, 6 mdr.

Frida tog en hjemmedag med mor, mens Sigurd tog i skovskole. Det står på hele ugen og starter med at de skal gå fra skolen og ned i skoven - det er ca. 1½ km og ifølge Sigurd var han nærmest ved at dø af udmattelse da han kom frem. På mirakuløs vis fandt han nu alligevel energi til at drøne rundt dernede. De fornuftige forældre havde givet ham en flyverdragt på, men det fremragende vejr bevirkede endnu en livstruende situation i form af overophedning. Sigurd krævede lettere påklædning i morgen, hvor Frida forhåbentlig er frisk igen.

Apropos Frida så kastede hun op en enkelt gang i nat, men ellers ikke. Hun vågnede også op kl. 3 og snakkede i søvne til mor med vidtåbne øjne. Spøjst som det passer med Sigurd.

Sigurd kom i bad om aftenen og bad selv om at få vasket hår! Han har også selv bedt om at komme i seng et par gange i den forgående uge, så hvis ikke lige det var fordi han klagede ynkeligt over den tredje livstruende begivenhed i dag - borddækningen før aftensmaden - ville der være behov for en DNA-test eller en iris-scanning.

-1828_3_Kastanjeskulptur

Kastanjeåbning

-1856_FridaBoernesaar

Det går klart fremad

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->