Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Ungerne er underligt nok ikke gået helt i julemode. De er glade for adventsgaverne, men der bliver ikke plaget om julepynt & træ. Det har forældrene det helt fint med. De er heller ikke i panik - der er sådan nogenlunde styr på tingene.
Julen i år bliver første hjemmejul, med farmor, farfar og faster Laila som gæster. Der er planlagt at lillejuleaftensdag skal bruges på juletræspyntklipning og pebernøddebagning.
Frida: Man kan ikke poste ting i putkasser
Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Dagen startede ret godt, på den der kvæstede måde. Så blev det middag og ungerne kom hjem. De meget friske og aktive unger kom hjem. Til forældrene, for hvem friskhed og aktivitet var så velkomment som ansjoser på jordbæris. Det lod ungerne sig naturligvis ikke stoppe af.
Sigurd sov sen eftermiddagssøvn, med det resultat at han var maksimalt muggen indtil aftensmaden (pizza bestilt udefra - hvad spiser man ellers dagen efter en julefrokost?). Efter aftensmaden livede han op og var tre timer om at falde i søvn. De tre timer gik i selskab med en bunke biler og en garage i hans seng, hvilket - efter lydende at dømme - var fremragende underholdning.
Fredag 2006-12-08 Dobbelt julefrokost
Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Forældrene skulle til hver deres julefrokost, så bedstemor tog sig af ungerne. Det passede fint med at der var bedsteforældredag i institutionen.
Fars julefrokost stod i nørdernes tegn og involverede pyntning af juletræer med disketter, magnetbånd og skrotelektronik ved de forskellige borde. Et af bordene gaflede et batteri, nogen ledninger og en lysdiode fra en smadret videomaskine og konstruerede en juletræsstjerne, der lyste. Et andet bord gaflede en håndfuld gafler og hængte på. Et tredje bord mente at brændende juletræer var sagen. Far drak sig ganske beruset og sov 1 times tid på et badeværelsesgulv, før en venlig mednørd kørte ham hjem.
Mors julefrokost involverede en imponerende revy, som hun har arbejdet temmelig meget på de sidste par uger. Det klappede og folk var glade og langtidsfestende. Mor drak sig ganske beruset og sov 1½ times tid i en medbragt sovepose, før hun tog første bus hjem.
Ja, det var udviklingsafdelingen (der hvor far arbejder), der stod for underholdningen. Svaret er forøvrigt at det stammer fra et ganske glimrende digt
Torsdag 2006-12-07 Sigurd nede igen
Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Sigurds tænder er kommet frem, så forældrene kan ikke skyde skylden på dem. Symptomerne på tandvær er der ellers, med humørsvingninger i stor stil. Sigurd var bombet i vuggestuen i dag og i dårligt humør derefter, så torsdagsudflugten blev ikke til noget.
Frida: Prøv at gætte hvad du får i julegave, så svarer jeg "måske"
Far: En hest?
Frida: Måske!
Far: En lysestage?
Frida: Måske!
Far: En perlekæde?
Frida: Måske!
...
Onsdag 2006-12-06 Den lille blæksprutte
Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Frida havde S. med hjem fra børnehaven. S. er 1½-2 år yngre end Frida og selv om de leger godt i børnehaven, fungerede det ikke voldsomt godt på tomandshånd. Men de fandt da ud af det til sidst.
Sigurd tog med Far i Harald-Nyborg, for at købe nogen ting til fars julefrokost. Harald-Nyborg er fremragende til Sigurder: Ikke alene har de en masse spændende ting, de var også spændt fast med strips, så Sigurd ikke kunne flå dem løs og rende hærgende rundt i forretningen med dem. Vinkelsliberne var nu ikke spændt fast, men de var heldigvis ikke sat til.
Sigurds fantasi kører på fuld tryk for tiden. Klassikeren er at snakke om tigre og isbjørne, men i dag handlede det om en lille blæksprutte, der lå for foden af trappen. Han var meget påpasselig med at der ikke skulle trædes på den. Det er altså lidt svært at undgå, når den er usynlig for alle andre!
Frida tog en aftengåtur med far...
Far: Det er den jakke, hvor lynlåsen ikke virker
Frida: Det ved jeg godt, far... Nej. Lynlåsen virker godt, men den er der ikke
.
Tirsdag 2006-12-05 Sigurd mere frisk
Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Sigurd tilbragte et par timer i den store seng, hvor han holdt om mor. Han virkede som om han skulle kaste op flere gange, men han gjorde det ikke og var heller ikke febervarm. Har klarede dog op om morgenen og kom i vuggestue, hvor han var vældig frisk.
Far kom hjem til aftensmaden og fik en ganske almindelig velkomst. Det lader til at ungerne har vænnet sig til at en af forældrene godt kan smutte et døgns tid.
Ved aftensmaden var der følgende ordveksling:
Mor: Sigurd, du er en mosegris!
Far: : En motorgris?
Frida: : Ja, Sigurd er en motorgris!
Sigurd: : Nej! Ikke nogen motorgris ... Sigurd er en kran!
Mandag 2006-12-04 Far afsted, Sigurd sløj
Frida: 5 år, 2 mdr. Sigurd: 2 år, 8 mdr.
Far tog afsted på forretningsrejse til København fra morgenstunden.
Sigurd havde en sløv dag i vuggestuen og var heller ikke for oplagt senere på dagen.